Selvom man ikke “må” sige det, så er jeg stolt af mig selv

Har det sidste halve år rykket mig ufatteligt meget. Og nogle gange kan jeg slet ikke følge med. Jeg er snart medicin fri, jeg er begyndt at træne, der er smidt 59cm på blot 2 mdr. Jeg er glad, jeg er mere aktiv og social. Jeg er stabil og møder til de ting jeg skal. Jeg sover bedre om natten. Har mindre angst og er begyndt tage rundt rundt alene som jeg ikke har turde i mange år. Alt er blevet så godt at jeg idag sagde farvel til min hjemmevejleder efter 8 år. En beslutning jeg selv har truffet. Og jeg var så lykkelig da jeg gav hende et sidste kram. Det betyder alt for mig at jeg endelig kunne det.

Mit mål for det nye år er at være medicin fri, få et job og være ude af systemet. Målet er måske tæt på. For imorgen skal jeg til samtale i Zizzi i Frederiksberg Centret. 😁 så der er håb. 2017 håbede jeg var mit år, og har simpelthen haft så meget modgang at jeg håber 2018 kun kan blive ligeså godt eller endnu bedre. Min fremtid begynder at se lys ud. Tænk at det skulle tage 26 år at nå hertil. Det har været den hårdeste kamp. Men en fighter giver ikke op.

Fyldt op

Det er aften og jeg burde lave mig noget aftensmad, da jeg intet har spist idag. 
Kom hjem ved 16 tiden efter en okay travl dag i den tøjbutik jeg er i praktik i. 
Jeg orker bare ikke, sidder med en følelse i kroppen af at mit hoved er fyldt op og at et ord eller en lyd mere bare får det hele til at koge over. 
Det er frustrerende at det er sådan når en god dag slutter. Og det er det der altid har fået mig til at opgive når jeg er igang med at kæmpe mig frem. 
Jeg gik for 5-6 mdr siden uden noget rigtigt i min hverdag udover psykolog samtaler, til at jeg idag rent faktisk kun har en hel dag fri på søndag. 
For mange mennesker er det jo små ting jeg laver hver dag, for det fylder jo ikke det ”normale” folk laver på en dag, men for mig er det som om jeg ikke bare har et 37 timers job, men faktisk har et døgn job. Hver gang jeg skal ud af døren skal jeg fokusere på mine tanker, snakke mig selv til ro, jeg skal tjekke hvordan jeg ser ud MANGE gange for der må ikke være noget unødvendigt folk kan sætte en finger på. Så der lige hedeturen fra min lorte medicin man lige skal prøve at have styr på. Når jeg så går ud så er jeg så sensitiv at jeg ligger mærke til alt. Lyde, biler, mennesker ,dyr, børn, jorden, reklamer, vejskilte, hvad folk siger,kigger nogen på mig, huskede jeg låse døren og slukke galtjernet, sidder mine bryn hvor de sad da jeg gik hjemmefra osv. Nu hvor jeg er i praktik så skal jeg jo så lige lærer en masse og snakke med kunderne og smile også selvom jeg måske har en møg dag og ikke fik sovet om natten (for de nætter er der flest af på min uge) og så når kl begynder slå 15 så tænker jeg fuck, nu skal jeg lige med toget hjem og burde sådan set handle ind. Ofte, så undgår jeg handle ind for jeg er allerede død træt og mega brugt op fordi det har været hårdt med alt det mit hoved skal på en dag. Der er en masse psykisk som jeg kæmper med. Det er der nok helt vildt mange der. Jeg elsker at jeg nu har noget at lave for troede jeg ville ”dø” for 6 mdr siden af kedsomhed. mit liv var mine diagnoser, alenetid og ligge hjemme på sofaen. Men FUCK det er hårdt, og jeg føler mig fyldt op til randen. Men vil ikke give op nu, jeg håber det bliver bedre, at jeg kan arbejde mig op til et job hvor JEG tjener mine egne penge. Og håber jeg bliver et menneske der sover om natten og vågner frisk næste morgen og glæder sig til dagen. 

Nu vil jeg kæmpe mig hen og lave mad og så ud og gå en dejlig tur i regnen med Simba. Han er virkelig en redning i mit liv, det bedste jeg har gjort for mig selv.
Okay jeg er lige ved at dø af sult nu, så køkkenet kalder. 
God weekend til alle.