Når tingene ikke altid går som man ønsker….

Det er længe siden jeg har været aktiv på bloggen. Af den simple grund, der er sket så meget skidt at jeg ikke har følt der var noget der var værd at dele.  Alt var begyndt at gå i en  god retning. Jeg rykkede mig så meget, var virkelig lykkelig svævede nærmest rundt. Men bang, så røg jeg bare helt ned i kælderen. Jeg kæmper mig op nu. Og har da haft en uge der bare har kørt godt. Det ikke kun psykisk det har været gået ned ad bakke, men også fysisk.

Har været til undersøgelser, både med mave og hjerte osv. Som alle andre ting i mit liv, kan lægerne ikke finde grunde til det hele. 🤷🏻‍♀️ Men jeg er en fighter og jeg kæmper mig ud på den anden side igen og igen. Og det gør jeg også denne gang.

En ting der virkelig kan holde mig oppe i øjeblikket, er sgu titlen som faster.                        Jeg har fået den dejligeste og lækreste lille  guldklump som jeg elsker helt vildt. Kan ikke forstå man kan skabe noget så lækkert. 😍.   Jeg elsker virkelig at være faster, og det bliver så skønt at se ham vokse sig stor og få et dejligt liv i fremtiden 😊.

 God weekend 🙃

1 skridt frem & 2 tilbage

Halloooo Derude…

Det er længe siden jeg har været online på bloggen. Jeg har været igennem noget af en rutschebane. Jeg fik kørekort, kom ud af et dårligt venskab som tog alle mine kræfter, var i praktik i en af mine drømme butikker, fik gamle veninder ind i mit liv igen, næsten medicin fri, stoppede hos min psykiater og var ude af alt med kommunen…  Alt kørte bare og jeg var oppe og flyve. Vågnede for første gang i mit liv, hver dag med overskud og var glad. Faktisk lykkelig. Manglede ikke meget på den liste jeg havde lavet omkring en bedre fremtid. Der var flueben ved næsten alle punkter. Hvor vildt er det lige hvis man tænker på hvordan mit liv normalt var…  🤷🏻‍♀️😀

Men pludselig vendte alt! Jeg blev sygemeldt med stress, depression og har ufattelig meget angst. Sover så dårligt om natten. Har bare nul overskud. Den sidste uge har været slem. Bare at spise er en kamp. Hvem ville tro det om mig ? 😂 Jeg kunne ikke engang overskue at tage to dage til Lalandia med min familie. Tænk at det kan sætte angst igang noget der bare er alm hygge. Livet er en rutschebane, og mit har nogle virkelig vilde sving. Håber de sving bliver mindre med alderen, for er begyndt at føle at de er for vilde nu 😏

Rigtig god sommer til jer derude.

2018 er startet godt

Så blev det 2018, tiden flyver afsted jo. Jeg valgte at tro på at dette år skulle blive et dejligt år, for det fortjente jeg virkelig! Så jeg startede året ud med at få mit kørekort 😍👍🏼 Og lover for at det er fucking fedt. Havde helt vildt meget angst slut december start januar som begyndte ødelægge en del i mit liv, men som kortet har hjulpet ok på og samtidig er jeg en hjælp for nærmeste familie. Så dette bliver et rullende år 😂  Jeg er lige blevet forlænget i praktikken som jeg også er møg glad for, og håber det i sidste ende er der jeg skal blive. Chefen ville ihvertfald gerne beholde mig. Sidst men ikke mindst bliver 2018 et år hvor vi i familien vokser. Jeg skal nemlig være faster til en lille dreng til August, og det GLÆDER jeg mig helt sindsygt meget til. Han vil få det som blommen i et æg. Faster lille Blop 💙 

 

 

 

 

I morgen starter en stor dag

Imorgen Torsdag starter et nyt kapitel i mit liv. Et jeg nok har gået og drømt om i små 5 år. Jeg smiler fra øre til øre hver gang jeg tænker på det. Tænk sig at det begynder at gå i den rigtige retning for mig. Fatter det ikke helt. 😁

Jeg skal starte i butikken Zizzi i Frederiksberg centret. Dog er det kun 13 uger til at starte med. Men for mig er det bedre end aldrig at skulle prøve det 😊 det er en ny butik så alt er nyt og lækkert, den er så flot og ligner ikke alle de andre kedelige Zizzi’er. Glæder mig som et lille barn glæder sig til juleaften. De er vildt søde i butikken så det kan kun blive godt.

 

Oven i alt dette er jeg også snart færdig med kørekortet håber jeg, vægten holder jeg stadig, har travlt i hverdagen og ja det hele begynder ligne et normalt liv. 👍🏼

 

Kan hunde mon lide af højdeskræk ?…

Min 5 kilos Chihuahua klump, er virkelig en sjov og dejlig lille vuf. Han er ved ikke altid at han er en lille hund. Men går også meget op i at han ikke skal sidde på armen eller bæres i taske. Jeg behandler ham som hund, og han elsker at gå langt og rode i jord. Hver dag kommer han mudderet ind efter vores gå ture. Ret træls men nægter at skulle siger han ikke må, bare fordi jeg ikke gider beskidte gulve og møbler. Han er lidt sjov for han er ikke som de andre små hunde synes jeg, han går bare med oprejst hovede og fuld fart frem, han er ligeglad om jeg er i nærheden. Sætter andre hunde på plads hvis de overskider hans grænse. Elsker at gå og undersøge alt omkring sig. Men når vi skal over en bro eller går forbi et sted der er langt ned, så lægger han sig på maven med benene ud til alle 4 (Hedder det, det ?) og han er ikke til at få videre. 😂 Det ser sgu ret sjovt ud. Første gang troede jeg det var fordi vi havde gået langt da vi nåede broen, så han måske bare var træt. Men der sker altså hver gang vi kommer de samme 3 steder.  Men da det skete igen idag tænkte jeg altså over om han mon er bange for det? Måske lidt som når vi har højdeskræk, for der er faktisk ret lang ned. Kender du andre hunde der har det sådan ? 

 

 

 

Selvom man ikke “må” sige det, så er jeg stolt af mig selv

Har det sidste halve år rykket mig ufatteligt meget. Og nogle gange kan jeg slet ikke følge med. Jeg er snart medicin fri, jeg er begyndt at træne, der er smidt 59cm på blot 2 mdr. Jeg er glad, jeg er mere aktiv og social. Jeg er stabil og møder til de ting jeg skal. Jeg sover bedre om natten. Har mindre angst og er begyndt tage rundt rundt alene som jeg ikke har turde i mange år. Alt er blevet så godt at jeg idag sagde farvel til min hjemmevejleder efter 8 år. En beslutning jeg selv har truffet. Og jeg var så lykkelig da jeg gav hende et sidste kram. Det betyder alt for mig at jeg endelig kunne det.

Mit mål for det nye år er at være medicin fri, få et job og være ude af systemet. Målet er måske tæt på. For imorgen skal jeg til samtale i Zizzi i Frederiksberg Centret. 😁 så der er håb. 2017 håbede jeg var mit år, og har simpelthen haft så meget modgang at jeg håber 2018 kun kan blive ligeså godt eller endnu bedre. Min fremtid begynder at se lys ud. Tænk at det skulle tage 26 år at nå hertil. Det har været den hårdeste kamp. Men en fighter giver ikke op.

At være kvinde er fantastisk…. Undtagen når det er den tid på måneden

Jeg elsker mit køn. Vi kan lade liv vokse i os i 9 mdr. Vi er skabt til at føde børn. Vores kvindelige former, at vi lige kan blive piftet op med et par lækre negle, ordne håret og putte lidt makeup i hovedet og vupti, så man et nyt menneske 😝  Men desværre er der altså en ting jeg VIRKELIG hader ved at være kvinde! Den tid på måneden. Lige siden jeg fik min menstruation som blot 11 årig, har jeg været en af dem der virkelig blev ramt af smerter. Lænden og underlivet gør bare ubeskriveligt ondt, smerterne går ned i benene og jeg får kvalme af smerterne. Som helt ung måtte jeg faktisk være sengeliggende i 2-3 dage hver måned. P.piller hjalp ikke mig som det kan gøre på nogen. Og så er man jo bare sådan lidt mer sårbar og har brug for chokolade. 😀 Har I ikke også det ?     At være kvinde er en smuk ting, men vi skal altså igennem en masse i forhold til de mænd. 🤷🏻‍♀️

Min holdning til hjemløse er meget ambivalent

Min holdning omkring hjemløse er virkelig blandet. Jeg plejer som regel at støtte med nogle mønter til hjemløse avisen, eller til dem der sidder og spiller noget musik. (Hvis jeg har mønter på mig) Jeg vil helst ikke støtte dem i toget, da jeg føler de for påtrængende. Måske der ikke forskel, men for mig gør det en forskel om man står stille og smiler og spørger om man vil købe et blad, eller om man stikker en brugt kaffekop helt op i mit ansigt selvom jeg sidder med høretelefoner i min egen verden og med hovedet den anden vej. 

Grunden til jeg egentlig skriver dette indlæg er faktisk at jeg i den sidste uge har tænkt vildt meget over det. Jeg var inde og handle og da jeg kommer ud skal jeg lige vente på min mentor. Der kommer en hjemløs hen og spørger om jeg vil støtte med lidt penge. Har desværre kun dankort på mig så siger at jeg desværre ikke har kontanter. Han vender et kort og siger han tager mobilepay. Og det siger jeg bare nej til og står faktisk i 5-10 min foran ham imens jeg venter. Det satte så mange tanker igang fordi jeg kunne ”studere” ham. 

1. Han er hjemløs men har råd til en mobil
2. Han stod i nye Adidas sko
3. Han havde pæne, ”nye” Adidas bukser på (som ikke er helt billige)
4. Han var godt påvirket af alkohol (kunne lugtes) og af stoffer
5. Han blev vred når folk sagde nej eller bare gik videre 

Jeg vil meget gerne støtte hvis jeg kan, men jeg vil nu helst støtte manden i at få mad og drikke. Synes det vildt en hjemløs har råd til det og til stoffer som heller ikke er billigt. Jeg kan ikke bestemme hvad manden vælger at bruge sine/mine penge på. Men ønsker ikke støtte op om stoffer. Jeg kan kun lige få det til at løbe rundt økonomisk så kan også godt blive sådan lidt over at når man siger man ikke har penge så har de da bare mobilepay. Igen er det for anmassende for mig.
Hvad er din holdning ?

Jeg fucking gjorde det!

Hej derude…. Jeg er sgu lidt høj!

Altså, ikke skæv høj. Jeg var i dag i skoven med min bror, svigerinde og vores vovser. Jeg er jo gået igang med at træne med min skønne svigerinde, ville ikke kunne klare denne rejse uden hende! Hun er dum imens vi er igang men Fuck hvor jeg elsker hende for de resultater der allerede er kommet på blot en måned. (Af hele mit hjerte TAK Helle❤️)    For en måned siden havde jeg aldrig troet at jeg kunne løbe. Okay heller ikke da jeg stod op imorges. Men hun fik mig fandme til at løbe op ad en stejl bakke i skoven og mere end en gang. Og imens havde jeg fandme også et smil på læben. Ikke nok med det er jeg bange for højder og hader at gå ned ad de stejle bakker som både er mudderet og mega  ujævne. Men jeg fucking gjorde det og jeg er faktisk pisse stolt. Måske det intet for jer, men for mig er det stort og noget jeg ikke kunne for få uger siden… 

Simba er gået helt kold efter en tur i skoven, hygge hjemme hos min svigerinde og hendes hund. Så det har vidst været en god dag for alle. ☺️

 

Det hårdt men bliver godt!

Jeg er helt ude af min beroligende medicin. Som viste sig at være psykotisk medicin. Jeg fik det til at sove på. (Fungerede ikke optimalt.) Har været ude af det i en uge og lover jer for det hårdt. Får næsten ingen søvn. Og selvom jeg trappede ud af det, på den måde som min psykiater har sagt, så fik jeg slemme abstinenser forleden dag, hvor min kære mormor måtte hente en sejlende Simone ude foran Bilka. Havde det så skidt! Får det virkelig som en junkie eller alkoholiker. Det slet ikke sjovt, bare fordi jeg har taget valget om at være medicin fri. Der er mange dage hvor jeg får det dårlig, så det glæder jeg mig til min krop stopper med. Jeg giver ikke op. Imorgen skal jeg op til min psykiater og ligge plan for at trappe ud af mit sidste og sværeste medicin. Jeg er ret nervøs for det, da jeg har læst/hørt at man kan blive depremeret og få selvmordstanker. Det lige en kamp jeg ikke magter at skulle igennem. 😔 Nu må jeg se hvordan det ender.